Kulde? Nej det er da varmt.

Husk at være glad, for livet, hvert øjeblik, oplever du desværre kun en gang.

Det er oktober, koldt og mørkt, tiden hvor vinter depressionen banker på døren, eller… Sådan er det for mange.

Mit liv lige nu er op og ned dog min intuition er den rigtige.
Jeg lægger alle de stupide ting bag mig, gemmer dem lang væk, gemmer dem et sted hvor de skal findes om et stykke tid, ikke i dag, ikke i morgen men en dag i fremtiden hvor jeg føler at de er vigtige.

Jeg har faktisk ikke tid til dette, arbejde og skole, skal jo tages i betragtning. Der skal tjenes til føden og studeres til fremtiden.
Men i dag eller nu følte jeg bare for det, de ting jeg går og grubler på skal jo ud en gang i mellem.

Disse par uger har ændret mit liv drastisk, jeg vil ikke sige at jeg har lært mig slev bedre at kende,(det skal nok komme hen af vejen) men mennesker, folk som er kommet til at betyde verdenen for mig er glad mødt op. Med smil og glæde er jeg forandret til det bedre, gladere dage, festlige stunder, dem bliver der kun flere af og de skal gemmes, der langt, langt væk, hvor de en dag i fremtiden bliver gravet frem og husket på. Men selvfølgelig skal de også værtsættes, hver dag og hver stund skal nydes til dets fylde og personerne som de indeholder skal vide at jeg holder af dem og at de medvirker til gavn for mig.

Michelle, Emma, Mor, Far og Gustav m.m. Dette går ud til jer, tak fordi i gør min hverdag til noget specielt (:

Og ja den sidste person, du ved hvem du er, du er også inkluderet i det ovenstående.

Som det sidste ord, lev nu for fan’! Nyd hvad der skal nydes og gem resten væk til den dag det bliver brugbart.

Vi ses
Cecilie Tchikai Mikkelsen  

Endnu en sommer.

Så er det atter sommer. Sommer på godt og ondt (mest godt, heldigvis).

Solen skinner.. For det meste. Den brænder på min krop og gør mig til et nyt menneske. Fjerner vinterens ar og gør den klar til nye.

Som jeg står der på havnen omringet af Københavns fantastiske arkitektur, alene, føler byen, føler mig selv. Blæser vinden mit hår væk fra ansigtet, i det øjeblik kan jeg se alt klart, trods skyerne hurtigt kommer frem og skygger for fantasien og efterlader mig alene og uklar igen.

Det er drenge, det starter altid med drenge… Ved ikke hvad de vil. Men jeg ved dog heller ikke denne gang hvad det er at jeg vil. Så vi er vel lige gode om det? 

At tage den ene dag efter den anden, leve i nuet, uden nogen forventninger om hvad fremtiden vil bringe, det er sådan det skal være. Selvfølgelig skal man have mål i livet, et slut punkt som man vil opnå og stræber efter. Men i søgen på kærlighed skal der ingen forventninger tilføjes, for hvis det først bliver en vane at forvente, bliver skuffelse en forventning.

Men hvis man nu ser bort fra dem og problemerne der der tilhører, er min tilværelsen yderst tilfredsstillende! Nyder ferien under dynen og ude i det fri, lever og elsker det!

Om 13 dage sidder jeg på et fly på vej tilbage, tilbage til mit andet hjem, The States. 

I miss you and will soon be back.

Indtil da,
Ciao

?

Jeg har brug for tid…

Tid til at se frem i tiden, jeg har brug for luft men også opmærksomhed. Brug for at du kommer helt tæt men stadig kender mine grænser.

Jeg vil have at pause knappen bliver holdt nede, mens start knappen bliver mere og mere attraktiv. Men det er ikke så nemt. Jeg har hele min fremtid foran mig, jeg skal bare række ud efter den og tage den.. Men vil jeg nu det?

Jeg ved at det ville være godt for alle parter.. Uden på ville alt være perfekt, men inden i? I don’t know.

Spørgsmålstegn… Min hjerne er et stort spørgsmålstegn.

Et spørgsmålstegn der fester!! Yayayayayayaya bitches! :D

Home sweet home.

At komme i gang med en uddannelse, et liv, en hverdag er svære end jeg forventede. Ja bilerne drøner forbi uden foran mit vindue, menneskerne fyld på fortovene og fester er der nok af, alt hvad jeg har længtes efter er her, dog føles det som om der mangler noget.

Det er meget nemt at gemme sig her, at blive væk i mængden, blive et med folket. Så meget som jeg elsker det med at gemme sig væk i sine tanker, at drømme, hader jeg det også for man skal gøres så meget for at skille sig ud. Hvis du ikke har ’’wow’’ faktoren kan du lige så godt give op, således forblive vennen. Selv om der er så mange mennesker i København, er det vildt svært at finde kærligheden.

Jeg troede at det ville være lykken at komme hjem, hjem til at det jeg kender og elsker. Den natur, arkitektur, kunst, musik og familie jeg så inderligt har savnet er her stadig og vil altid være min tro følgesvend, på den vinkel er jeg overvældet lykkelig for at være hjemme. Dog har tingene forandret sig på venne fronten. Det er for mig som i politik som altid ændre sig, vi håber altid på det bedste men opdager gang på gang til vores ærgrelse at det kun bliver være. Det er ikke kun dårligt alt hvad der har med venner at gøre fra min side, tvært imod. Jeg har mine fire piger som jeg elsker over alt på jorden og som altid er her for mig, jeg er den heldigste pige på jorden at have de fire piger ved min side, og at vide med sikkerhed at de nok vil være der i mange år forude. Også har jeg startet på Niels Steensens gymnasium hvor jeg har en fantastisk klasse, med masser af fede venskaber i sigte. Der er bare de få andre som jeg troede var der, som åbenbart har bedre ting at se til, tro mig dog ret at jeg ikke føler mig dumpet, de gør bare ikke de ting jeg måske havde forventet, reagere ikke på samme måde som de gjorde før jeg tog af sted på mit eventyr. Selvfølgelig har folk ændret sig og det har jeg skam også i den grad selv, jeg har lært mig selv bedre at kende, ved nu hvor de fleste af mine grænser går og faktummet at jeg skal passe bedre på mig selv både fysisk og psykisk, jeg har vokset ikke kun på det ydre men også i det indre. Måske er vi bare vokset fra hinanden? De er i den verden hvor jeg var før, jeg har bare taget skridtet videre til voksenlivet hvor de gemmer sig i teen livet i skræk om at blive voksen og klare sig selv. Vil dog ikke sige at jeg er voksen, som jeg bestemt ikke er, men vil sige jeg er på vej. På vej til selvstændighed. Selv om man desværre må miste et par venner under processen.

CTM.

Næsten der.

Special attentions – Denne blog er lavet så jeg kan komme ud med mine tanker om mit opholdt her i U.S.A, det er ikke en beretning om hvad jeg laver eller om hvad jeg oplever fra detalje til detalje. Denne blog er ,eller som nogle nok føler at den er blevet transformeret til, et fristed hvor jeg kan komme ud med mine tanker om ikke kun mit liv, men også folk omkring mig. Jeg ønsker at fortsætte denne blog når mit ophold ender, når jeg føler det er en fed måde at få mine tanker ud.

Håber i forstår.

Enjoy.

Dette har været noget af en rejse, en rejse gennem livet, på god og ondt. Min rejse til Amerika er snart slut, dog vil min rejse gennem livet aldrig slutte. Jeg vil altid kæmpe og stille spørgsmål, i søgen om svaret på livets spørgsmål.

Som jeg sidder i flyet, fra denne gang New York. Kigger ud i horisonten, skyerne så smukke, så lette, et liv så let. Med danske toner i mine øre. Det minder mig om et liv langt væk, et liv der plejede at være mit men nu føltes så fjernt. Og dog er det lige der, det er der og venter på at jeg skal gribe det, og være lykkelig. Jeg længtes efter det så inderligt, prøver at strække mine arme så meget jeg kan for at nå det, men jeg kan ikke… Så tæt, men ikke tæt nok.

Time glasset er ved at løbe ud, jeg er snart ved vejs ende.

Resten af min tid her er svær, jeg kommer snart hjem som er fantastisk! Det er det jeg længtes så meget efter 1 måned og en uge det er jo intet….. Dog føles det som en evighed. Forstå mig dog ikke forkert. Jeg føler mig som den heldigste pige på jorden, at jeg fik denne mugelighed, og har haft denne oplevelse er en drøm, gået i opfyldelse! Jeg er for evigt taknemmelig for min mor som har gjort dette muligt. Jeg elsker hende helt op til stjernerne og tilbage igen, og vil altid gøre det, lige meget hvad! At finde en person som altid griber dig når du falder, som gør alt for at undgå et du rammer bunden, at have en person som den i sit liv er specielt. Tak mor, tak for at være der og gribe mig gang på gang, jeg er heldig at have en person som dig i mit liv.

Jeg er nu klar, klar til at tage over hele verdenen og være mig selv. Lytte på hvad min krop og hjerne siger, pleje det og ikke kun nøjes med det næst bedste. Jeg er klar til at række ud og gribe min situation an. Jeg vil ikke være på pause mere, play knappen er blevet trykket, og jeg er på vej op. Det kan godt være det er sort i perioder, men jeg vil leve, leve på Cecilie måden. Vi ses Danmark, jeg er hjemme før i ved det. Bare vent og se.

Peace out.

Cecilie Tchikai.

Store tanker, fra en verden langt væk.

Endnu en måned er gået, nu går vi snart ind i marts og før vi ser os om er min tid her I U.S.A, I en anden verden, omme. Jeg tæller månederne ned og venter spændt på den dag jeg hopper på flyet og vinker farvel til det liv jeg har her. Et liv der er godt men så anderledes, et liv som er fyldt med tanker og overvejelser, tanker om fremtiden og om nuet. Et liv fyldt med opture og nedture, gode venner og fjender, et liv som er meget stille og roligt, sådan set fra mit perspektiv, kedeligt.

Disse måneder har jeg brugt meget på at reflekterer over livet, ikke kun mit liv, men over alles liv, og vores liv sammen som en helhed. Hvad handler det enlig om? Du dør jo en dag alligevel. Om man finder lykke i karrierer, kærlighed eller venner er forskelligt fra menneske til menneske, jeg ved at jeg i hvert fald ikke finder lykken i at være ensom, jeg finder ikke lykken på landet, blandt træer og køer, eller blandt kæmpe villa kvarterer hvor alle huse ligner hinanden, og alt der er i kilometers afstand er de store villaer som bliver ved og ved og ved. Alt føles tømt, dette er drøm kan jeg ikke kan se meningen i.

At stå op hver morgen, gå i skole, og efter skolen hjem igen. Hverdag for resten af dit liv, selvfølgelig bliver skolen byttet ud med arbejde og venner med børn, men at have den samme rytme, den samme rutine hver evig eneste dag, er ikke en af mine favoritter. Man vælger ikke at komme ud og tage chancer eller gøre spontane ting i løbet af hverdagene. Man opholder sig på sin egen ejendom og holder sit liv, sin familie til sig selv. Dette er en liv stil jeg har fundet ud af, med tiden at jeg ikke kan leve, der skal ske noget, byens action skal tage over i hverdagen og uventede ting skal ske i sit liv før jeg syntes det er et liv hver at leve. Ved dette mener jeg dog ikke at jeg vil tage mit eget liv, haha bare rolig. Jeg siger bare med dette at hvis du kan li samme rutine og at næsten intet ændre sig i års løb, tag her til og join the rest. Haha jeg har fundet ud af at det jeg har tilbage i Danmark, tilbage i København, at det er ægte, det skal ikke tages forgivet og det er mit liv, det er det liv jeg vil leve, og det gør mig lykkelig.

Hils omkring jer, Cecilie (:

Halvvejs

Jeg kigger ud af mit vindue, alt hvad jeg ser er et villa kvarter med træer og biler, sne der er halv smeltet og mennesker der går forbi i ny og næ. Fortæl mig så hvad du vil vide?

Hvad ville du fortælle om hvis dette var hvad du så hver dag? Når du stod op, kom hjem fra arbejde og igen når du gik i seng.

Mit liv er ligesom dit, den samme udsigt hver dag. Hvad er der at fortælle, ja jeg kan bruge tid på at side og beskrive årstiderne, når farverne på bladene skifter og de til sidst falder af. Men det ved du jo allerede selv, der er jo også træer der hvor du end er.

U.S.A, Danmark, Afrika, Peru, folk tror det er så forskelligt, en helt anden hverdag, men om du end køre i bil, cykler eller går til skole er det i bund og grund det samme.

Det der er med til at gøre den største forskel er mennesker, de mennesker der tager dig ind eller holder dig ude. De mennesker hjælper dig enten med at føle dig hjemme eller forladt.

I mit tilfælde har jeg 5 måneder tilbage til at nyde de mennesker, de mennesker som har vist sig at være venner ikke fjender. De mennesker jeg kommer til at savne, fordi de lukkede mig ind. Samme som de mennesker jeg allerede savner, men vil se snart, dem ved jeg at jeg nyde i fremtiden, kan se hver dag. De mennesker her er dog et spørgsmål om tid. Derfor dedikerer jeg meget af min tid på dem, dem som jeg kun har tilbage i en alt for kort tid.

Så giv mig en pause til at nyde dem, for jeg kommer jo snart tilbage og vil forblive jeres for altid.