Home sweet home.

At komme i gang med en uddannelse, et liv, en hverdag er svære end jeg forventede. Ja bilerne drøner forbi uden foran mit vindue, menneskerne fyld på fortovene og fester er der nok af, alt hvad jeg har længtes efter er her, dog føles det som om der mangler noget.

Det er meget nemt at gemme sig her, at blive væk i mængden, blive et med folket. Så meget som jeg elsker det med at gemme sig væk i sine tanker, at drømme, hader jeg det også for man skal gøres så meget for at skille sig ud. Hvis du ikke har ’’wow’’ faktoren kan du lige så godt give op, således forblive vennen. Selv om der er så mange mennesker i København, er det vildt svært at finde kærligheden.

Jeg troede at det ville være lykken at komme hjem, hjem til at det jeg kender og elsker. Den natur, arkitektur, kunst, musik og familie jeg så inderligt har savnet er her stadig og vil altid være min tro følgesvend, på den vinkel er jeg overvældet lykkelig for at være hjemme. Dog har tingene forandret sig på venne fronten. Det er for mig som i politik som altid ændre sig, vi håber altid på det bedste men opdager gang på gang til vores ærgrelse at det kun bliver være. Det er ikke kun dårligt alt hvad der har med venner at gøre fra min side, tvært imod. Jeg har mine fire piger som jeg elsker over alt på jorden og som altid er her for mig, jeg er den heldigste pige på jorden at have de fire piger ved min side, og at vide med sikkerhed at de nok vil være der i mange år forude. Også har jeg startet på Niels Steensens gymnasium hvor jeg har en fantastisk klasse, med masser af fede venskaber i sigte. Der er bare de få andre som jeg troede var der, som åbenbart har bedre ting at se til, tro mig dog ret at jeg ikke føler mig dumpet, de gør bare ikke de ting jeg måske havde forventet, reagere ikke på samme måde som de gjorde før jeg tog af sted på mit eventyr. Selvfølgelig har folk ændret sig og det har jeg skam også i den grad selv, jeg har lært mig selv bedre at kende, ved nu hvor de fleste af mine grænser går og faktummet at jeg skal passe bedre på mig selv både fysisk og psykisk, jeg har vokset ikke kun på det ydre men også i det indre. Måske er vi bare vokset fra hinanden? De er i den verden hvor jeg var før, jeg har bare taget skridtet videre til voksenlivet hvor de gemmer sig i teen livet i skræk om at blive voksen og klare sig selv. Vil dog ikke sige at jeg er voksen, som jeg bestemt ikke er, men vil sige jeg er på vej. På vej til selvstændighed. Selv om man desværre må miste et par venner under processen.

CTM.